Fortroligt, frustrationer og meget andet

Så er jeg også endt i arbejdsløshedsmassen, og efter mit sidste møde med systemet, så synes jeg, at det vil være på sin plads at føre dagbog over forløbet.

2. marts 2011
Jeg har fået et fint brev fra Jobcentret om, at jeg skal møde til samtale 9.30. Jeg bor ca. 5. minutter derfra, så fred være med det, tænker jeg. Jeg møder op til aftalt tid og bliver kaldt ind 5 over. Jeg vader ned ad en lang gang sammen med min sagsbehandler, lad os kalde hende Britta. Britta viser mig ind på sit kontor og vi sætter os ned. Hun spørger om jeg har medbragt de to jobs jeg har fået besked på, at jeg skal søge - og det har jeg selvfølgelig. Hun undrer sig lidt over, at jeg har valgt at søge et uopfordret job og ikke en opslået stilling. Prøver at forklare hende, at det står lidt sløjt til med udbuddet af jobs, men jeg er ikke helt klar over om jeg trænger igennem.

Dernæst forklarer hun mig, at det er en anden aktør - Job.dk, tror jeg det hed - der nu overtager mig og mit videre forløb som arbejdsløs. Jeg stiller hende et par spørgsmål, såsom: “hvor holder de til henne?”, “hvad med de der kurser for ledige man kan komme på?” mv. Dertil får jeg intet andet end et overbærende smil og et “det ved jeg ikke”, men bare rolig, de sender dig et brev. Desværre har jeg jo været i denne triste situation med arbejdsløshed før, hvor jeg blev sendt på CV-kursus hos JobVision, hvilket var så meget spild af tid, at det gjorde ondt, men det er en helt anden historie. Dog spørger jeg Britta om de har tænkt sig at sende mig på de samme kursus igen, hvortil hun svarer…TADAAA…”det ved jeg ikke.” Og så tilføjer hun dog lige “men du skal jo deltage i det de sætter dig til, sådan er reglerne. Du vil vel også gerne have et job?” Har mest af alt lyst til at hvisle et eller andet ubehageligt ud mellem tænderne, men heldigvis er jeg en sød pige. Derefter bliver jeg sendt ud af døren igen. Ca. 39 sekunder efter jeg kom.
Så nu sidder jeg herhjemme foran computeren uden at føle mig den mindste smule klogere på hvad der skal ske fremover og hvad det egentlig lige er jeg har spildt ca. 15. minutter af mit liv på. Er godt nok glad for, at jeg ikke skulle bruge længere tid på transporten, for så ville jeg da have følt mig som en idiot.

…er du ikke sød snart at tage hånden ud af enden på den dér Lars Løkke Rasmussen og lade den ligge??

Min tidligere statement omkring vores Indenrigs- og Sundhedsminister taget i betragtning, så er det faktisk en anelse underligt, at jeg i disse dage har ret så ondt af ham.

Men sladderbladsjournalister befinder sig nu også ret langt nede i hierarkiet efter min mening.

Vi holdt julefrokost på matriklen i lørdags. Havde der været bare en enkelt person mere, så havde vi været nødt til at udvide.

Vågnede søndag morgen stadig iført nissehue - så kan det altså kun have været en fantastisk julefrokost. (Og det var det!!)

Nu er jeg jo helt vild med sport og sad selvfølgelig også klistret til skærmen i går, da Danmark spillede håndbold mod Montenegro.

Da der sikkert var andre end mig, der så kampen, så vil jeg lige spørge:

“Lagde I også mærke til Bojana Popovichs helt usandsynligt kæmpestore højre næsebor?”

Kunne overhovedet ikke koncentrere mig om resten af kampen (hvilket også var noget møg fra Danmarks side af), men sad bare og gloede efter det åndssvage næsebor.

Har netop fået svar på hvorfor manden bed mig i morges, da jeg prøvede at kysse ham farvel.

Han drømte nemlig, at han var en sporhund og en af de andre hunde var netop ved at snuse ham i røven.

Jeg fik det der frygtelige opkald i fredags om, at manden var blevet kørt ned og var på hospitalet.

Jeg blev kørt af sted af sød, ædru pige midt i julefrokost.

Jeg stod ved mandens hovedgærde hele natten uden at sidde ned - der var nemlig ikke flere stole og ville ikke gå for at lede efter en.

Manden sov. Hele natten igennem - og lidt egoistisk håbede jeg hele tiden, at han ville vågne. Det gjorde han heldigvis også til sidst.

Han blev undersøgt og det blev konkluderet, at han havde været ufatteligt heldig og, at vi gerne måtte tage hjem igen.

Han nåede heldigvis at hoppe lige inden bilen ramte ham og landede på køleren og røg henover bilen i stedet for at lande under den og blive kørt over.

Føreren af bilen havde lige haft 80 kg. liggende på forruden og valgte alligevel bare at køre videre.

Der var ingen vidner og mandens telefon var kørt i stykker, så han kunne ikke få fat i nogen.

Han var heldigvis ved bevidsthed og fik slæbt sig af sted i stedet for at blive liggende i sneen på vejen.

Han mødte tilfældigvis en gut der bar ham hele vejen hjem til mandens far, der derefter kørte ham på hospitalet. Fik intet nummer, men ville ellers gerne have takket ham.

Alt imens var jeg til julefrokost og drak uvidende bajere og hyggede mig lige ved siden af ulykkesstedet.

Mandens far ville ikke gøre mig urolig og ringede derfor ikke til mig og fortalte hvad der var sket.

Dette resulterede i, at jeg blev meget bekymret, da jeg ikke kunne få fat i manden. Var rundt og lede efter ham i byen - og endda hjemme i lejligheden, hvor han burde have været. Blev herefter meget bekymret.

Ringede selv til mandens far og spurgte om han havde set ham, hvorefter jeg fik at vide, hvad der var sket. Blev lidt vred og bad ham udtrykkeligt om at ringe med det samme en anden gang. (Typisk mænd)

Manden har selvfølgelig smerter, men han har været så heldig og får ingen mén og jeg er meget, meget taknemmelig.

Ville slet, slet ikke kunne bære hvis der skete ham noget. Og får jeg nogensinde fingre i ham der bare kørte sin vej og lod manden ligge, så slår jeg hovedet ned i maven på ham.

I dag er det 5 år siden min veninde døde. På ferie i det store udland

I dag er det 5 år siden hun faldt om på gulvet foran os

I dag er det 5 år siden jeg så hende blive genoplivet flere gange

I dag er det 5 år siden vi vendte hende om og så hendes lilla ansigt og krop

I dag er det 5 år siden jeg så to ambulancereddere slentre hen ad græsset mens vi andre råbte og skreg for at få dem til at skynde sig

I dag er det 5 år siden, at ambulancen kom, og vi selv måtte bære hende ind fordi den ingen båre havde

I dag er det 5 år siden de meddelte, at hun ikke var en del af vores verden længere - i hvert fald kun i vore minder, tanker og hjerter

I dag er det 5 år siden jeg ikke kunne få fat i et eneste menneske for at fortælle hvad der var sket

I dag er det 5 år siden. 5 år??

Håber hun er klar over, at vi stadig er nogen der tænker på hende i ny og næ. Ikke så meget som det har været, men hun dukker stadig op fra tid til anden.

…og i morgen er det 5 år siden vi fandt postkortet, hvor der stod: Jeg har det fantastisk - jeg kommer aldrig hjem igen.

Puha - jeg håber du har det godt deroppe..

Hvorfor kan man ikke gabe uden at brillerne dugger?

Lærer altså aldrig at bruge briller..

Det sner udenfor. Arjmen…det sner!!

Nå, men var rimelig effektiv i går, da jeg endelig kom hjem fra arbejde, fik da:

• sat plisségardinerne op i stuen
• sat ny badeværelsesstang op - krævede sin kvinde, måtte også have lidt hjælp til et par skruer som sad FAST
• malet baggrund på de nye stuebilleder - tror de bliver gode

Har tidligt fri i dag, skal nemlig spise frokost med min fantastiske mor og så skal vi op til mig og spille Wii. Senere kommer min søde veninde og så skal vi…ja, det ved jeg ikke endnu…men det skal nok blive sjovt.

Manden har mistet sin telefon i det der udland. Rimelig træls faktisk. Han havde ellers lovet at kontakte mig via mail i går aftes, men det gjorde han ikke. Typisk mænd! Men gider ikke blive nervøs - GIDER IKKE, blev der sagt!!! Savner ham.